Vejledning i "gæsteprincippet" og fortolkning af vejformål
(Dansk Ledningsejerforum 25. november 2008)
Indledning
Når vejmyndigheder eller andre anmoder ledningsejere om at omlægge/flytte kabler, ledninger eller andre anlæg, er det et tilbagevendende problem, om flytningen skal betales af ledningsejer eller vejejeren/bygherren.
Dette afhænger af to forhold:
1) om der er indgået særlig aftale med ejeren af det vejareal, hvor ledningsanlægget er placeret
2) årsagen til, at anlægget ønskes flyttet
Det er ikke normalt, at en ledningsejer indgår særlig aftale med en vejmyndighed om etablering af ledningsanlæg i vejarealet. Men vejlovene giver mulighed for, at det kan gøres.
Det normale er derimod, at ledninger etableres efter det såkaldte ”gæsteprincip”.
Dette princip udledes af vejlovens § 106 og privatvejlovens § 52:
"Arbejder på ledninger i eller over landeveje og kommuneveje, herunder nødvendig flytning af ledninger m.v. i forbindelse med vejens regulering eller omlægning, bekostes af vedkommende ledningsejer, medmindre andet særligt er bestemt ved overenskomst".
Gæsteprincippet for veje indebærer, at flytning af anlæg skal ske for ledningsejerens regning, hvis kravet om flytning er begrundet i vejformål. Det bliver derfor vigtigt at kunne afgrænse vejformål fra andre formål, og de forskellige standardsituationer søges gengivet nedenfor.
Vejledning
Som vejledning kan man sige, at der er tale om vejformål ved alle former for ændringer i forbindelse med vejens regulering og omlægning, når ændringerne overvejende har et vejmæssigt formål, eller når ændringerne er afledt af etablering af almindeligt anerkendt vejudstyr, som har en færdselsmæssig eller vejteknisk funktion eller i øvrigt er til brug for trafikanterne.
Overordnet gælder i øvrigt, at vejmyndighederne iflg. pkt. 55 i cirkulære om offentlig veje er pligtige til at søge ledningsejernes omkostninger til flytning/omlægning begrænset mest muligt, og vejmyndigheden skal derfor så tidligt som muligt orientere om planlagte vejarbejder m.v., og arbejdet bør ikke iværksættes, inden der er forløbet 4 uger, eller der er opnået enighed herom. Se pkt. 55 i cirkulæret(1).
Hvis der ikke inden for de 4 uger kan opnås enighed om de planlagte vejarbejder, fx ved at vejmyndigheden afviser at tilpasse sit projekt, så ledningsflytninger begrænses mest muligt, kan ledningsejeren påklage dette til Transport- og Bygningsministeriet. Iflg. Trafikministeriets afgørelse af 25. juni 2007 (link til afgørelse) fandt man ikke, at ledningsejerne havde godtgjort, at vejmyndighed havde undladt forhandling, ligesom ledningsejerne ikke havde godtgjort, at man havde gjort kommunen opmærksom på brugbare alternative løsningsmuligheder. Det er derfor vigtigt, at dette bevis sikres. Det anbefales, at ledningsejers klage begæres med opsættende virkning, idet der er eksempler på mangel på forhandlingsvilje hos vejmyndigheden, når ledningsejeren udsætter diskussionen til senere prøvelse og accepterer at flytte sine ledninger uden at få afklaret mulighederne. Det kan nemlig efterfølgende være vanskeligt at godtgøre, at flytningen kunne have været begrænset.
I forbindelse med Metrobyggeriet har Taksationskommissionen for Sjælland i sin kendelse af 20. juni 2006 i forbindelse med Motorring 3 side 23 (link til afgørelse) således præciseret, at vejmyndigheden er forpligtet til at betale fordyrende omkostninger ved ændring af sit projekt. Dette princip er blevet slået fast af Østre Landsret i forbindelse med Metrobyggeriet i dom af 29. juni 2007 (link til dom) samt dom fra Østre Landsret af 20. juni 2008 vedrørende Motorring 3, der udtaler, at anlægsmyndigheden har pligt til at tage hensyn til ledningsejernes interesser og skal betale udgifterne hermed (link til dom).
Praksis
I tidens løb har en række tvister mellem vejbestyrelser og ledningsejere om begrebet ”vejformål” været forelagt Trafikministeriet/Vejdirektoratet, og i de senere år har Højesteret og Østre Landsret truffet principielle domme om fortolkningen af gæsteprincippet.
Disse domstols- og administrative afgørelser danner nu udgangspunkt for fortolkning af begrebet ”vejformål”. På baggrund af retspraksis må man konkludere, at begrebet "vejformål" synes at blive fortolket bredt, så det er blevet meget svært for ledningsejerne, at komme igennem med synspunktet om, at der ikke foreligger vejformål.
Nedenfor illustreres denne praksis ved en række eksempler. Praksis er ikke entydig, så der kan opstå tvivlstilfælde.
Eksempler
Opsætning af vejtavler, vejbelysning og autoværn er vejformål, hvilket indirekte fremgår af Vejdirektoratets brev af 13. november 2000 (j.nr. A01-D031-40) (2).
Opsætning af støjskærme. Ved Højesterets dom af 1. februar 2006 blev det fastslået, at opsætning af støjskærme tjener vejformål, og det er en del af vejens udstyr. Se dom (link til dom).
Etablering af faunapassager og ændring af vandløb. Østre Landsret har ved dom af 3. november 2008 meddelt, at vejændringer, der er begrundet af etablering af faunapassager, er vejformål (link til dom). Dommen blev af ledningsejerne anket til Højesteret, der imidlertid stadfæstede Landsrettens dom (dommen fra Højesteret).
På tilsvarende vis er vejændringer som følge af ændringer af vandløb under vejen (Slåenbækken) omfattet af vejformål, se Trafikministeriets brev af 14. november 2008 (link til afgørelse).
Såfremt ledninger skal flyttes som følge af andre ledningsejeres arbejder i vejene, er dette ikke vejformål, medmindre der er tale om ledningsarbejder, som primært sker til fordel for vejene, som fx når det er kloakeringsarbejde med henblik på afvanding af vejens overfladevand eller fremføring af elkabler til vejbelysning. Se eksempelvis Trafikministeriets brev af 27. maj 1994 (j.nr. 93-5113-V11-76) (4).
Beplantning med vejtræer kan være vejformål, hvis de har en færdselsmæssig funktion, mens ren udsmykning ikke anerkendes som vejformål. Se eksempelvis Trafikministeriets brev af 7. februar 1995 (6). Hvis vejmyndigheden begrunder beplantningen af træer med en færdselsmæssig funktion, er det sandsynligt, at vejmyndigheden får medhold, se til eksempel Trafikministeriets afgørelse af 25. juni 2007 (link til afgørelse).
Overkørsel fra offentlig vej til privat ejendom anses kun som vejformål, hvis det på det pågældende sted er begrundet af vejmyndigheden ud fra færdselsmæssige og vejtekniske hensyn. Se Trafikministeriets brev af 15. april 2003 (j.nr. 403-86) (7). Bemærk dog at Trafikministeriet ikke udelukker, at erstatningsretlige forhold kan gøre grundejer ansvarlige for de afledte omkostninger. Blandt ledningsejerne er det en almindelig praksis at gøre bygherren ansvarlig for flytteomkostningerne, når vejmyndighed i henhold til vejlovens § 70 har pålagt bygherren at betale alle omkostninger ved vejens omlægning. Etablering af en ny afkørsel fra offentlig vej til privat ejendom bør som udgangspunkt ikke anerkendes som vejformål, da de ændrede tilkørselsforhold ofte er afledt af den private lodsejers ønske eksempelvis ved nybyggeri. Se Vejdirektoratets brev af 19. marts 1999 (j.nr. 445-D0312-3) (9).
Etablering af ny sidevej til fx et nyt kvarter er vejformål, se Trafikministeriets brev af 19. februar 1990 (8).
For så vidt angår påvisning af ledninger i vej henvises til Dansk Ledningsejerforums vejledning om påvisning. Se Vejdirektoratets brev af 13. november 2000 (j.nr. A01-D031-40) (2) og Trafikministeriets brev af 8. juni 1982 (10).
Såfremt en offentlig vej/privat fællesvej nedlægges, er der ikke tale om vejformål, hvis der skal ske ledningsændringer begrundet i, at vejstykket skal overdrages til andet formål som fx til bebyggelse. Se Trafikministeriets brev af 7. september 2001 (j.nr. 403-70) (11) eller Trafikministeriets brev af 15. januar 2004 (j.nr. 403-93) (12). Udgangspunktet ved nedlæggelse af vejen er, at ledningerne har ret til at blive liggende. Se Trafikministeriets brev af 14. maj 1998 (j.nr. 1997-4114-76) (13). Ved nedlæggelsen af den offentlige vej er kommunen/regionen som ejer af det nedlagte vejareal ikke anderledes stillet end ejere af enhver anden ejendom, og ejeren er derfor ikke senere berettiget til at kræve ledningerne flyttet på ledningsejerens bekostning, medmindre der foreligger en særlig aftale. Se Trafikministeriets brev af 18. februar 1987 (14). Se endvidere dom fra Østre Landsret af 29. juni 2007 vedrørende nedlæggelse af vej (link til dom).
Af Trafikministeriets brev af 12. maj 2004 (15) fremgår det, at vejmyndigheden, i hvert fald efter privatvejloven, ikke har nogen forpligtelse til at sørge for, at en deklaration om ledningens tilstedeværelse i det nedlagte vejareal tinglyses. Se dog responsum fra Den danske Landinspektørforening af 31. marts 2008 (link til responsum), som udtaler, at man kan bekræfte, at det er landinspektørens ansvar og i overensstemmelse med god landinspektørskik, at der i forbindelse med udstykning og arealoverførsel m.v. samt nedlæggelse af såvel offentlige som private vejarealer foretages tinglysning af de ledninger, der fremover vil føre over anden mands ejendom. Landinspektøren kan derfor gøres ansvarlig.
Ledninger, der oprindeligt er nedlagt i privat areal, kan ej heller kræves omlagt uden beregning efter vejlovens § 106, også selv om arealet efterfølgende er udlagt til vej. Se Trafikministeriets brev af 15. februar 2002. (j.nr. A01-D0301-74) (16). Det private areal vil normalt blive udlagt til vej ved ekspropriation.
Ledningsflytninger som følge ændringer i vejen begrundet i krydsende jernbane anses som omfattet vejformål. Ved Højesterets dom i Flintholmsagen af 4. september 2007 (link til dom) er der indført et nyt begreb, hvorefter man ved "sådanne sammensatte anlægsprojekter", hvor det kan være svært at skelne mellem, hvornår det er tale om vejformål og baneformål, kan vejlovens § 106 finde anvendelse.
Vejmyndigheden kan ikke kræve anlæg af beskyttelsesrør, og at der foretages generelle undersøgelser af ledningers tilstand. Af vedlagte kendelse (link til kendelse) fremgår det blandt andet: "Med hensyn til spørgsmålet omkring nedlægning af foringsrør er det under henvisning til Østre Landsrets dom af 22. juni 2008 kommissionens opfattelse, at der ikke i gæsteprincippet eller andetsteds er hjemmel til at pålægge udgifter, der ikke anses for nødvendige. Det er op til ledningsejeren at træffe beslutning om, hvorvidt man ønsker, at der i forbindelse med anlægsarbejderne skal nedlægges foringer. I forlængelse af ovenstående er det ligeledes kommissionens opfattelse, at der ikke i gæsteprincippet eller andetsteds er hjemmel til at pålægge ledningsejeren udgifter til undersøgelse af ledningens tilstand".
Ved uenighed om gæsteprincippet
Spørgsmålet om gæsteprincippet vil normalt komme op i forbindelse med ledningsmøder, hvor ledningsejerens repræsentant i tilfælde af tvivl om gæsteprincippets anvendelse bør få ført til referatet, at ledningsejerens stillingtagen til gæsteprincippet forbeholdes. Såfremt referatet mangler en sådan bemærkning herom, bør ledningsejerens repræsentant ved førstkommende lejlighed stille krav om, at ledningsejerens indsigelse foreligger.
I tilfælde af fortsat uenighed om spørgsmålet bør ledningsejeren forlange, at vejmyndigheden skriftligt træffer afgørelse om fortolkningen af vejlovens § 106. Herved klarlægges, om der foreligger en tvist efter vejlovens § 5. Det er ikke tilstrækkeligt, at vejmyndighedens holdning er tilkendegivet via vejmyndighedens rådgiver.
Såfremt det som ledningsejer fortsat vurderes, at kravet om omlægning af ledningerne ikke kan henledes under vejformål, kan sagen i henhold til vejloven § 5, stk. 4 forelægges for Ministeriet til afgørelse.
Dansk Ledningsejerforum vil i forbindelse hermed anmode om, at der sendes kopi af sagsskrivelser samt specielt afgørelser til Dansk Ledningsejerforums sekretær, således at databasen løbende kan opdateres med kendte afgørelser.
Litteratur liste
Af relevant litteratur om emnet kan der bl.a. henvises til "LEDNINGER - ÆRESGÆSTER I VEJAREALER" af kontorchef Leif Larsen, Trafikministeriet (17). Artiklen stammer fra tidsskriftet Dansk Vejtidsskrift 1988, nr. 8, p. 192-199
I øvrigt henvises til:
E.A. Abitz: Vejenes Retsforhold 1950
E.A. Abitz: Vejlovene med kommentarer 1981