Ekspropriationsafgørelsen d. 30. januar 2019
Dommen kan læses her
Sagen vedrører anlæg af metrostation, hvor en vandledning og en fjernvarmeledning blev omlagt og sikret ved servitutter.
I kommissionens bemærkninger fremgår følgende: Efter kommissionens opfattelse er det hovedreglen, at forsyningsledninger er anbragt på privat ejendom ved enten en aftale eller ekspropriation mod betaling af erstatning til de berørte ledningsejere for den rådighedsbegrænsning/værdinedgang af ejendommen, som servitutten indebærer. Forsyningsledninger på privat ejendom ligger således helt overvejende ikke som gæst.
Retten i Aalborgs dom afsagt d. 6. juni 2018
Dommen kan læses her
Sagen drejer sig om, hvem af parterne der skal afholde omkostningerne ved omlægningen af en kloakledning. Ledningen skulle flyttes, fordi arealejer havde ændret anvendelsen af det areal, hvor ledningen var anbragt. Ledningsejer gør gældende, at gæsteprincippet ikke finder anvendelse, og at arealejer derfor skal erstatte de omkostninger, som er blevet påført i forbindelse med omlægningen af ledningen. Arealejer gør gældende, at gæsteprincippet finder anvendelse, og at ledningsejer derfor selv skal afholde omkostningerne til omlægningen af ledningen.
Retten afgjorde, at det skal fremgå klart, hvis gæsteprincippet skal fraviges, hvilket retten fandt ikke var tilfældet i den konkrete sag. Flytningen af ledningen skulle derfor betales af ledningsejer.
Vestre Landsrets dom afsagt d. 30. oktober 2018
Dommen kan læses her
Landsretsdom (BS 9619/2018, VLR 13. afdeling), fastslår:
at det er ansvarspådragende at undlade at udarbejde en boreplan, før der gennemføres en styret underboring,
at ledningsejerens tabsopgørelse lægges til grund – uanset syn og skønserklæring – såfremt tabsopgørelsen er dokumenteret, og
at der ikke er kutyme for, at en skadevolder har ret til at udføre gravearbejdet i forbindelse med reparation af ledningsejerens kabler
Højesterets dom afsagt d. 23.oktober 2018
Dommen kan læses her
Højesteret har afsagt dom i en sag om en ledningsejers betalingspligt for prøvegravninger
Højesteret har i en sag om betaling for udgifter til prøvegravningsarbejder i forbindelse med gennemførelsen af et vejprojekt taget stilling til to hovedspørgsmål.
For det første var det et principielt spørgsmål om forholdet mellem vejlovens gæsteprincip og ledningsejerloven (LER-lovgivningen).
For det andet om omfanget af gæsteledningsejerens betalingsforpligtelse og således, om denne også kan udstrækkes til at omfatte udgifter til et prøvegravningsarbejde.
Baggrund
I forbindelse med Københavns Kommunes ombygning af Frederikssundsvej blev der foretaget prøvegravninger for at lokalisere den præcise placering af en række ledninger i vejen. Ledningsejer og Kommunen var uenige om, hvem der havde betalingsforpligtelsen for prøvegravningsarbejdet.
Det var uomtvistet, at ledningsejerens ledninger var omfattet af vejlovens gæsteprincip. Den registrerede placering af ledningerne i LER viste umiddelbart, at ledningerne lå i vejen for kommunens planlagte etablering af nye nedløbsbrønde.
En del af sagen har omhandlet, hvorvidt de udleverede ledningsplaner kunne anses for at være retvisende. I Østre Landsret kom det frem at Københavns Kommunes rådgiver havde lavet en fejl i forbindelse med deres behandling af ledningsplanerne, og at rådgiveren derfor havde anmodet om prøvegravninger efter kabler, der ikke var det pågældende sted. Østre Landsret lagde i deres dom til grund, at de udleverede ledningsplaner måtte anses for at være retvisende.
I sagens behandling i Højesteret var det derfor ikke nødvendigt at vurdere om de udleverede ledningsplaner var retvisende. Ledningsejeren mente, at denne havde opfyldt sine forpligtelser efter LER-lovgivningen ved at udlevere retvisende ledningsplaner, og dermed ikke kunne pålægges yderligere forpligtelser til at ”påvise” sine ledninger, herunder at skulle betale for prøvegravningsarbejdet. Ledningsejerens synspunkt var således, at vejlovens gæsteprincip ikke fandt anvendelse, da LER-lovgivningen udtømmende regulerer en ledningsejeres forpligtelser til at redegøre for egne ledninger.
Kommunen mente, at ledningsejeren som gæst i vejarealet skulle betale for prøvegravningsarbejdet, da arbejdet blev gennemført for at afdække, om en omlægning af ledningerne kunne undgås. Uanset ledningerne var registeret korrekt i LER.
Kommunen indbragte betalingstvisten for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, jf. § 5, stk. 2, i den tidligere vejlov (§§ 79, stk. 5 og 133, stk. 2, i den nugældende vejlov).
Ministeriet lagde i deres afgørelse til grund, at de udleverede ledningsplaner var upræcise, og traf på den baggrund afgørelse om, at udgifterne forbundet med gennemførelsen af prøvegravningerne var omfattet af gæsteprincippet i den dagældende vejlovs § 106, stk. 1, og derfor skulle betales af ledningsejeren.
Domstolenes behandling af sagen
Ledningsejeren fik tilladelse til at indbringe ministeriets afgørelse for Landsretten i første instans. Landsretten afsagde dom den 22. februar 2018 og gav ministeriet medhold i, at ledningsejeren havde betalingsforpligtelsen for prøvegravningsarbejdet, selvom ledningsejeren måtte anses for at have opfyldt sine forpligtelser til at udlevere retvisende ledningsplaner jf. LER-loven Landsretten fandt, at da den deklaratoriske regel i Vejlovens § 106, stk. 1, ikke konkret var omtalt i LER-loven, eller LER-lovens bemærkninger, kunne man ikke anse Vejlovens bestemmelse for fraveget.
På baggrund af sagens principielle karakter blev sagen herefter med støtte fra Dansk Energi indbragt for Højesteret. Sagens parter var på baggrund af Landsretsdommen enige om, at ledningsejeren havde opfyldt sine forpligtelser efter LER-lovgivningen.
Højesteret udtalte, at spørgsmålet i første række var, om der i LER-loven er gjort udtømmende op med en ledningsejers forpligtelser til at give oplysninger om sine ledningers placering, evt. ved prøvegravninger. Hvis det ikke er tilfældet, var spørgsmålet i anden række, om der efter vejlovens gæsteprincip gælder en betalingsforpligtelse for ledningsejer i forhold til prøvegravninger med henblik på stedfæstelse af ledninger, og i givet fald om prøvegravningerne i den konkrete sag var nødvendige.
Højesteret udtalte, at den dagældende vejlov og LER-lov ikke tager sigte på at regulere samme forhold, samt at der ikke i forarbejderne til LER-loven er holdepunkter for, at det med loven har været tilsigtet at ændre eller indskrænke de grundlæggende forpligtelser, som påhviler ledningsejeren efter vejlovens gæsteprincip.
Højesteret fandt på den baggrund, at der ikke med den dagældende LER-lov var gjort udtømmende op med en ledningsejers forpligtelse til at give oplysninger om sine ledningers placering til vejmyndigheden og udtalte, at betalingsspørgsmålet derfor måtte bero på, om en forpligtelse til påvisning ved prøvegravning kunne udledes af gæsteprincippet i den dagældende vejlovs § 106, stk. 1.
Om det spørgsmål udtalte Højesteret, at gæsteprincippet indebærer, at en ledningsejer er forpligtet til at oplyse om en mere præcis placering af sin ledning end den, der følger af den dagældende LER-lov, hvis det er nødvendigt for vejmyndigheden at have kendskab til disse oplysninger for at kunne tage stilling til, om en ændret anvendelse af vejarealet gør det nødvendigt at omlægge ledningen, eller om den ændrede anvendelse af arealet eventuelt med tilpasninger af vejprojektet kan gennemføres uden en ledningsomlægning.
Med henvisning til at denne forståelse af gæsteprincippet efter Højesterets opfattelse harmonerer med administrativ praksis på området udtalte Højesteret i den sammenhæng følgende:
”Det er ”gæsten”, der har gravet ledningen ned i vejen, og ”gæsten” må være nærmest til at vide, hvor ledningen ligger, eller til at fremskaffe de – i forhold til vejmyndighedens anlægsprojekt – nødvendige oplysninger herom.”
Højesteret fandt herefter, at prøvegravninger med det beskrevne formål må anses for omfattet af betalingsforpligtelsen efter gæsteprincippet i den dagældende vejlovs § 106, stk. 1, og Højesteret lagde også til grund, at prøvegravningsarbejdet konkret havde været nødvendigt.
Højesteret tiltrådte på den baggrund, at betalingsforpligtelsen for prøvegravningsarbejdet påhvilede ledningsejeren og stadfæstede Landsrettens dom.
Højesterets dom indebærer således, at en vejmyndighed, på arealer hvor ledningen er placeret som ”gæst”, og vejmyndigheden kan redegøre for, at det er nødvendigt, at kende en lednings mere nøjagtige placering, med henblik på en afklaring af, om en ledningsomlægning er nødvendig, eller om der findes alternative løsningsmuligheder, er en ledningsejer forpligtet til at lokalisere sin lednings mere nøjagtige placering.
Dommen må forventes også at blive gjort gældende på andre arealer, hvor ledninger er placeret som ”gæst.”