PRINT

Vintapperrampe-sagen

 

Højesteret afsagde dom i sagen den 19. maj 2015.

 

Afgørelsen kan læses her.

 

 

Den 19. september 2013 faldt der dom i Landsretten i sagen om Vintapperrampen. Sagen gik bl.a. på, om en tinglyst ledningsdeklaration har fraveget gæsteprincippet. Tidligere har ledningsejerne og vejmyndighederne haft den opfattelse, at en tinglyst ledningsdeklaration netop sikrede ledningens forbliven på ejendommen.

 

Energinet.dks påstand var, at Vejdirektoratet skulle anerkende, at gæsteprincippet var fraveget ved den tinglyste deklaration. Landsretten fandt dog ikke, at det var tilfældet. Når retten har slået fast, at Energinet.dk ligger som gæst, så er det Energinet.dk og ikke Vejdirektoratet, der skal betale for ledningsarbejder, som etableringen af Vintapperrampen har medført.

 

Sagen har været længe undervejs. Ekspropriationskommissionen traf 19. oktober 2010 afgørelse om, at en servitut ikke nødvendigvis var nok til sikring af en lednings tilstedeværelse på en privat ejendom, når der ikke var betalt erstatning. Siden da har ledningsejerne afventet en anden afgørelse. Først ved taksationskommissionen og derefter i Landsretten. I en artikel i Landinspektøren fra december 2012 (læs her), kommenterer John Thorn fra HMN Naturgas I/S sagen.

 

Landsretten er den 19. september 2013 kommet frem til samme resultat som ekspropriationskommissionen og taksationskommissionen. I en artikel i Licitationen den 23. september (læs her) beskrives afgørelsen, og hvilke konsekvenser det får for ledningsejerne.

 

Afgørelsen af 19. september 2013 fra Østre Landsret kan læses her.

 

Historien kort
(uddrag fra artikel i Licitationen, 23. september 2013)

Energinet.dk, som er ejet af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, har kørt sagen i Østre Landsret mod Vejdirektoratet, som har Transportministeriet i ryggen. Sagen har forud for landsretsdommen været behandlet af både ekspropriationskommissionen og dernæst af taksationskommissionen.

 

I 2009 blev det besluttet, at Vejdirektoratet skulle etablere en ny rampeforbindelse mellem Helsingørmotorvejen/Lyngby Omfartsvej og Motorring 3 - den såkaldte Vintapperrampe. Dengang tilhørte arealet Gentofte Kommune.

 

Kabelanlægget, som ligger ved Vintapperrampen, var et resultat af, at højspændingskabler i luften skulle omlægges til jordkabler. Anlægget var projekteret af Nesa, men DONG Energy overtog efterfølgende ejerskabet og i 2007 fik Energinet.dk ejerskabet.

 

Da kabelanlægget blev anlagt, blev der ikke ydet erstatning til Gentofte Kommune, men kommunen underskrev en deklaration om, at DONG Energy havde ret til at anbringe og opretholde et 132kV kabelanlæg. Deklarationen blev tinglyst. Arealet blev i forbindelse med motorvejsudvidelsen eksproprieret således, at motorvejen er placeret i vejareal og ikke i kommunens areal.

 

Den principielle sag omkring gæsteprincippet er opstået i forbindelse med en tvist om, hvem der skal betale for de udgifter, der var forbundet med en aflastningskonstruktion, som beskytter kabelanlægget i forbindelse med etableringen af Vintapperrampen.